22-9-2009
17 cykler med Henrivende Lille Inge som eneste bagsæder trodsede denne lidt mørke aften. HP ledte gruppen mod prærien på Stenbrovej i Sejstrup (uden indianeroverfald eller antydning af spor fra togrøverierne) videre til Gredsted, Vilslev, Store Darum og Darum sluse, videre ad motortrafikvejen til Esbjerg for så at vende om og køre mod Novrup og Uglvig. I Uglvig blev der rastet ved "Flodheste-søen". En del slog sig ned ved bordet ved søbreden - andre holdt vagt og fik sig en mandfolkesnak omkring cyklerne. Hjemturen foregik via Tradsborg og Ålbæk. I Bramming blev udleveret endnu en t-shirt - så nu er der ikke mange som endnu ikke har været forbi "tøjhunden". Sæsonen lakker mod enden - kun 4 mulige aftener tilbage før vi går tilbage til normaltid. Det er derfor aftalt at de sidste ture bliver rene "køre-ture" - hvor pausen så vil være når vi er tilbage i Bramming ved Q8.
Vi ses