1-6-2013 Julemærketur
5 MC med 2 bagsæder ønskede at flygte fra kulden i nord til varmen i syd. Forinden rejsen var tilendebragt kom vand i alle afskygninger til at præge denne dag. Læs her hvordan ;-) Nå, Ole og Karsten havde delt opgaverne mellem sig – så Ole stod for udturen og Karsten hjemturen. En detaljeret rutebeskrivelse vil være umuligt med skrevne ord – så se Oles digitale tur ved at klikke på Globus-ikonet herunder. Vi kørte som om formanden var med – for den ene vandingsmaskine efter den anden udgød lårtykke stråler på de ellers i dagens anledning blankpolerede cykler. Men hvad gør det, når det bliver varmere og varmere jo længere sydpå vi kom. På rastepladsen Ustrup Vest på den sønderjyske motorvej samledes vi til en efterhånden pæn flok. Og præcis som planen lød, så var der kl 11.45 afgang. De små 40 km til afkørsel 74 var et mægtigt syn. Motorcykler så langt øjet rakte både fremad og bagud – selvfølgelig i inderste spor. FLOT. Efter samling af gruppen kort før Kollund, begyndte vi så turen mod vores bestemmelsessted, Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund. I pragtfuld sol indtog vi begge sider af Fjordvejen, MC ved MC. Overrækkelsen af pengegaven nåede Tirsdagsklubben ikke, men over 13000 skiftede hænder. Og pølserne fra grillen var gode – særligt efter at ha stået i en laaaaannnggggg kø. I mangel af stole og borde – ja så bruger man da den store skrånende græsplæne som alternativ. Med udsigt over vandet i Flensborg Fjord. Hjemturen – nåh ja. Vi var nær ikke kommet hverken fra Bramming eller Kollund. I Bramming var Karsten ved at miste gearvælgeren – som i øvrigt ikke blev bedre undervejs, men samme Karsten havde i Kollund glemt at han selv havde sat skivelåsen på. Efter 2 forsøg på at få hjulene i gang, ja så var låsepalen så bøjet at låsen IKKE kunne komme op. Ved hjælp af lånt værktøj fik vi dog låsen brækket så meget i stykker at vi kunne komme videre. Isen indtog vi med udsigt til Gråsten Slot. Og så videre hjemover. Næppe ude af Gråsten før det stod ned i stænger – for så nogle kilometer længere fremme at skifte til høj sol igen. En rigtig rigtig god dag – synd og skam at ikke flere ”Tirsdagsklubbere” havde overskud til at deltage. Vi må se, om ikke det kan gøres bedre 7. juni 2014.
Vi ses
Klik på Globus
- og se ruten for i dag ------>>